Om lidt over et år fløjtes der op til VM i Sydafrika, men allerede nu har fodboldtilhængere fra hele verden ansøgt Fifa om billetter.
I denne uge stoppede første runde af billetsalget, og 1,6 mio. verdensborgere vil gerne tage del i fodboldløjerne.
"Det er meget tilfredsstillende at se så stor en global interesse for det første afrikanske VM," siger adm. direktør for VM i Sydafrika, Danny Jordan, til fifa.com.
Billetsalget til verdensmesterskaberne er en kompliceret affære, fordi så mange forskellige hensyn skal tages i betragtning. Den netop afsluttede runde er således blot den første fase i en længere proces, der skal sikre ligelig fordeling af de eftertragtede adgangstegn.
Midt i april begynder næste ansøgningsrunde, hvor fans kan søge om billetter til at følge Bendtner, Larsen og de andre danske drenge hele vejen live på stadion i Afrika.
Selv om ingen andre lande end værtslandet er sikret deltagelse ved slutrunden endnu, så har mange allerede nu ansøgt om billetter, der følger et enkelt hold.
"Ikke overraskende er det åbningskampen og finalen flest fans er interesserede i, men vi er især glade for, at så mange vil følge et bestemt hold allerede inden kampprogrammet ligger fast," siger Fifas David Will, der står i spidsen for billetsalget.
Fodboldforbundet har modtaget billetansøgninger fra 205 lande, men blot 30 procent kommer fra værtslandet Sydafrika, og det ser fodboldbosserne gerne ændret.
"Vi vil opfordre endnu flere sydafrikanere til at ansøge om billetter, så det ikke misser en enestående mulighed for at blive vidner til storslået begivenhed," siger Danny Jordan.