Det er ikke bare gratis at få et lift. Sådan tænkte en 16-årig dreng, da han onsdag aften havde taget en 35-årig kvinde op.
Kvinden skulle ifølge Ekstra Bladet fra Vig Station i Nordvestsjælland til København og havde ingen penge.
Undervejs på turen krævede den 16-årige pludselig betaling for turen, hvorefter han begyndte at slå og true kvinden til oralsex, indtil hun til sidst indvilgede.
Den 16-årige blev anholdt og er i dag blevet fængslet til 9. august ved et grundlovsforhør i Roskilde.
"Jeg kan bekræfte, at en 16-årig dreng blev sigtet for voldtægt i form af anden kønslig omgang end samleje og ikendt varetægtsfængsling indtil 9. august," fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi til ekstrabladet.dk.
Han oplyser samtidig, at drengen erkendte det hændelsesforløb, som anklageren beskrev.
Kilde: Ekstra Bladet