På blot et år er sygeplejerskernes flugt fra de danske hospitaler steget med 35 procent. Det viser en ny undersøgelse, som Dansk Sygeplejeråd har foretaget.
I alt 1.550 stillinger er i øjeblikket ubesatte i forhold til normeringen. Og det går ud over patienterne.
»Når der mangler så mange sygeplejehænder, er det klart, at det går direkte ud over patienterne. Flere fejl, mangel på omsorg og en øget risiko for dødsfald er blandt konsekvenserne,« siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow.
35-årige Jeanette Lynge Olsson har i et år knoklet på akutmedicinsk afdeling på Frederiksberg Hospital.
Hun holder stadig fast i arbejdet, men erkender, at grænsen er ved at være nået:
Patienternes sikkerhed
»Vi er konstant underbemandede. Vi har ikke tid til at tale med patienterne om, hvordan de ellers har det. Det er frustrerende, og du bliver mere kold og mere afmålt i dit arbejde,« siger hun.
En engelsk undersøgelse har for nylig dokumenteret, at dødeligheden er 26 procent større, hvis en sygeplejerske har op til 14 patienter at tage sig af mod en kollega, der maksimalt har otte patienter.
»Det er klart, at når sygeplejersker ikke har tid til at observere patienterne tæt nok, har de heller ikke mulighed for at tilkalde en læge, hvis det bliver relevant. Det indebærer en risiko for patienternes sikkerhed,« siger sekretariatsleder i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Beth Lilja.
Politisk løsning
Dansk Sygeplejeråd kræver en langsigtet politisk løsning, der blandt andet sikrer nok pladser på sygeplejeskolerne og ordentlige løn- og arbejdsforhold, så de hvide kitler ikke forlader faget før tid eller skifter branche.
»Det interessante er, hvor lidt de ansvarlige politikere gør ved det her,« siger Connie Kruckow.
Ifølge undersøgelsen blev 17 procent af sygeplejestillingerne besat af andre faggrupper. Sidst Sundhedsministeriet undersøgte sygeplejemanglen, var i 2002. Derfor har Dansk Sygeplejeråd selv lavet undersøgelsen. Regeringen arbejder på at udvide kapaciteten på sygeplejeskolerne.
Det har ikke været ikke muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).