Årets første uger har ikke været ret positive for det danske arbejdsmarked. Siden nytår har virksomhederne afskediget 2.273 medarbejdere. Det svarer til, at godt 150 har mistet jobbet hver dag i 2009. Det viser en optælling, Politiken har lavet via Ritzau og artikler i landets dagblade.
Opgørelsen omfatter ikke de mindre håndværksmestre og butikker, og samtidig kan der være afskedigelser på de store virksomheder, som er blevet mindre omfattende efter forhandlinger mellem ledelse og tillidsfolk.
Men cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken mener, at det billede, Politiken tegner, svarer godt til, hvordan økonomerne ser på udviklingen.
"I flere år har virksomhederne kæmpet for at få fat i gode medarbejdere, så de har tøvet med at fyre folk, men nu kan de ikke vente længere," siger han til avisen.
Jes Asmussen forventer, at ledigheden runder 100.000 inden årets udgang.
AE Rådet er heller ikke overrasket over, at næsten 2.300 har fået fyresedlen i årets første uger. Her spår direktør Lars Andersen, at ledigheden i år når 120.000. Han opfordrer regeringen til at sætte gang i renovering af skoler, veje og jernbaner.