Du er allerede for sent på den, og skal virkelig ud af døren. Sengen er uredt og ikke særlig indbydende - men lad den være.
For en helt ny undersøgelse fra Kingston University i London viser nu, at de uvelkomne sengevenner, husstøvmiderne, heller ikke finder din uredte seng særligt indbydende. Faktisk kan de slet ikke overleve i den tørre varme, en rodet seng udsender.
En redt seng huser derimod i gennemsnit op til 1,5 millioner livlige husstøvmider.
"Noget så simpelt som at lade være med at rede sengen kan fjerne fugten fra madrassen og dit sengetøj, så miderne dehydrerer og til sidst dør," siger doktor Stephen Pretlove til bbc.co.uk.
Husstøvmider kan nemlig kun overleve ved at optage fugt fra deres omgivelser.
Sygdomme opstået efter kontakt med for mange husstøvmider, koster årligt det britiske sundhedsvæsen 700 millioner pund eller rundt regnet seks milliarder danske kroner.