Politiet ved endnu ikke, hvad der fik en dreng på 15 år til at ringe med en bombetrussel mod et sted med små børn.
Børneinstitutionerne Valhalla og Elverhøj i Hillerød modtog omkring klokken 13.50 tirsdag det uhyggelige opkald, hvor en mandsperson over telefonen oplyste, at der var placeret en bombe i en bil foran institutionernes adresse på Elver Alle 4.
Nordsjællands Politi blev herefter kontaktet og fik evakueret alle personer væk fra området, skriver de i en pressemeddelelse.
Da politiet havde afspærret området, blev der sat bombehunde ind på stedet for at undersøge alle biler tæt ved institutionen, ligesom forsvarets bomberydningstjeneste blev tilkaldt.
Omkring klokken 16.00 kunne politiet dog konstatere, at der ikke var tale om en bombe.
Efterforskningen viste videre, at den falske bombetrussel var indtelefoneret af en blot 15-årig dreng fra Hillerød. På nuværende tidspunkt foreligger der intet om motiv til ugerningen.
Politiet har fat i den unge dreng, som nu kan se frem til at blive afhørt af politiet med henblik på et strafferetligt efterspil.