15-årig pige styrer SAS

Skoleeleven M’Barka Daoudi fra Næstved har fået to dage til at vende rundt på Skandinaviens største flyselskab. Onsdag luftede hun sine første råd.

Hun slår ikke i bordet. Råber ikke op, rejser sig ikke fra stolen.

Hun tager bare ordet.

»Og så siger jeg, hvordan det skal være. Jeg synes, at SAS har ret godt af et friskt pust fra mig.«

15-årige M’Barka Daoudi er ikke en helt almindelig topchef i det danske flyselskab. Hun tilbringer normalt sine hverdage i 9. klasse på Nøddeskovskolen i Næstved – men i går og i dag har hun fået til opgave at styre hverdagen i SAS.

Det relativt usædvanlige job er en del af kampagnen »Who’s the Boss«, der er arrangeret af Handelsskolernes Grundforløb og Handelsgymnasiet hhx. Otte unge skoleelever – syv piger og en dreng – får chancen for at prøve kræfter med livet på Danmarks en række af Danmarks øverste direktionsgange.

Og M’Barka Daoudi styrede SAS-drengene med hård hånd på sin første arbejdsdag:

»Jeg var med til møde med Kilroy. Vi sad og udviklede priser, og så sagde jeg, at priserne skulle matche den afstand, man flyver over. Det var de rimelig åbne over for,« siger M’Barka Daoudi og er ikke sen til at tilføje, at SAS har været meget lydhøre over for hendes forslag.

Hvis man altså forstår at brænde igennem:

»Man skal kunne præsentere sine forslag og ikke være bange for at tale. Jeg tager bare ordet, når jeg synes, der er noget, jeg kan tilføje. De har meget godt af at se det fra den unges synsvinkel,« siger hun og kan understreger, at hun ikke er blevet skræmt af de lange arbejdsdage som chef.

»Det er fedt at være på job.«

Med en naturlig grænse, naturligvis:

»Når jeg får børn, bliver det anderledes. Men jeg hørt, at SAS vist også har en eller anden ordning med barsel.«

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.