En 14-årig pige fra New Zealand fik sit livs chok, da en haj pludselig angreb hende. Men hun slog hajen i hovedet med sit surfbræt og fik den jaget på flugt.
Lydia Ward blev angrebet udenfor Oreti Beach i New Zealand, da hun stod i vandet sammen med sin bror.
"Jeg så min brors ansigtsudtryk, vendte mig om og så denne grå tingest i vandet. Jeg slog den i hovedet med mit bræt," siger hun til national radio ifølge nyhedsbureauet AP.
Teenageren husker, at hun tidligere har læst om surfere, der har overlevet hajangreb ved at bruge surfbrættet.
Søskendeparret flygtede fra stranden efter angrebet. Ifølge moderen, Fiona Ward, har hajen bidt pigens svømmedragt i stykker. Hajens tænder har også bidt hul i pigens hud, så hun skal syes.
Ifølge marinebiolog Clinton Duffy blev pigen angrebet af en brednæset syvgællet haj, der kan blive tre meter lang.