Wook Kundor skabte overskrifter, da hun for fire år siden giftede sig med en 70 år yngre mand.
Og nu pryder den ældre dame igen aviserne i Malaysia.
Denne gang fordi hun erklærer sig klar til at gifte sig for 23. gang, selvom hun stadig er gift med den 37-årige Muhammad Noor Che Musa.
Wook Kundor frygter nemlig, at han forlader hende til fordel for en yngre kvinde.
Og mens han er på narkoafvænning, benytter hun så lejligheden til at se sig om efter en ny mage.
"På det seneste har jeg følt en slags usikkerhed. Jeg indser, at jeg er en gammel kvinde. Jeg har ikke kroppen eller ungdommen til at tiltrække nogen," siger hun til avisen Star.
"Jeg ønsker at gifte mig igen for at slippe for ensomheden. Intet andet," siger hun.
Hun tilføjer, at hun føler sig ensom ved ikke at skulle stå ved sin mands side under den muslimske højtid Eid al-Fitr, der markerer afslutningen på fastemåneden ramadanen.
Kundor regner dog med at besøge sin mand i Kuala Lumpur om få dage.
Han var i sin tid lejer i hendes hus, da de to blev forelsket.
Dengang tilskrev han det "Guds vilje", at de fandt hinanden.