TDC får bøde for at putte med mindsteprisen for mobiltelefoner.
I perioden august 2009 til marts 2010 var der ikke oplyst tydelige mindstepriser for kunder, der købte mobiltelefoner med abonnement visse steder på tdc.dk.
Det kostede en bøde på 100.000 kr., fordi den fulde pris kun stod i et såkaldt popup-vindue, forklarer Forbrugerombudsmand Henrik Øe.
"Det kan man sige er en ret skrap praksis, men det er nødvendigt, fordi det er ved prisen over seks måneder, at forbrugerne får det reelle sammenligningsgrundlag," siger han til Newspaq.
Det er priser på en krone eller 199 for en mobiltelefon, der kan forvirrer kunderne, hvis de ikke ser det over seks måneder, forklarer Henrik Øe.
Hos TDC tager de bøde og en kritik meget alvorligt.
"Selvfølgelig skal vi ligesom alle andre tydeligt gøre opmærksom på den samlede pris for et produkt. Vi rettede naturligvis også fejlen, da vi blev gjort opmærksom på den," siger Jesper Theill Eriksen, koncerndirektør for TDC Privat.
Ifølge markedsføringslovens paragraf 13 skal markedsføring af f.eks. en mobiltelefon altid oplyse den samlede mindstepris. Det skete ikke på annoncen på tdc.dk, men via et popup-vindue der dukkede op sammen med annoncen.
"Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi lavede den fejl på hjemmesiden, og at det var Forbrugerombudsmanden, der måtte gøre os opmærksomme på det. Det var en fejl, vi selv skulle have set og rettet med det samme," siger Jesper Theill Eriksen.
TDC har betalt bøden.