Salo eller de 120 dage i Sodoma (1975)
Instruktøren Pier Paolo Pasolini endte selv sine dage med at blive dræbt og lemlæstet, hvorefter morderen for en sikkerheds skyld kørte ham over 37 gange med ofrets egen Alfa Romeo. En grum skæbne for den italienske provokatør, der i 1975 udsendte en film så sadistisk, at den blev censureret verden over. Som reklamestunt anbefalede filmselskabet, at folk tog en brækpose med i biffen, hvilket faktisk ikke var nogen dårlig idé. Salo -filmen går for at verdens mest modbydelige, og scener, hvor unge, nøgne fanger får serveret budding med nåle og lagkage med metalsplinter, er stærk kost. Værst står dog sekvensen, hvor dagens ret er frisklavet lort på et sølvfad. Værsgo og spis! Pasolinis politiske manifest og hans ækle udstilling af perverteret ondskab er uudsletteligt. Filmen blev taget af plakaten efter 14 dage, fordi folk ikke kunne holde ud at se den.
Henry: Portrait of a Serial Killer (1986)
At denne kyniske film er bygget på seriemorderen Henry Lee Lucas, gør den kun endnu mere grusom. Særligt en scene, hvor den gale morder og hans medkompagnon braser ind i et tilfældigt hus og videofilmer deres mord på en uskyldig familie. Bagefter ser de dødsshowet i sofaen. Som publikum hører man kun lydene, men tanken om modbydelighederne sender din fantasi i rædselskabinet. Filmen blev først udsendt i 1989 på grund af censur.
American History X (1998)
Et filmminde, der stadig vender sig i maven på de fleste. Edward Norton i rollen som betændt nynazist straffer en sort tyv ved at tvinge ham til at sætte tænderne i kantstenen, og derefter hoppe op på hovedet af ham. Argh!
Irréversible (2002)
Denne franske films signatur er, at den gemmer på en af filmhistoriens længste og mest udpenslede voldtægter. Et i alt 15 minutters ubegribeligt groft og intenst overgreb, så realistisk filmet og spillet, at man tror, det er dokumentar. Senere kommer en hævnaktion, man også sent vil glemme, nemlig da ofrets vrede kæreste smadrer den forkerte skurk med en brandslukker, indtil hjernen hopper ud. Rystende!
Oldboy (2003)
Den koreanske instruktør Chan-Wook Park er mester i koreograferet vold, det viste han i Sympathy for Mr. Vengeance , men slutscenen i den vanvittigt inciterende Oldboy er blandt de mere grumme. Vor helt skærer sit øre af på en måde, så det rammer som en klassisk huskekage.
Casino (1995)
Martin Scorsese er kendt for at overrumple med sin ultrarealistiske mafia-vold. Eksempler er der masser af, men især scenen i Casino , hvor Joe Pesci i rollen som gangsterflaben Nicky Santoro bliver tævet til døde med et baseball-bat, hvorefter han - stadig levende - bliver smidt i graven og overdækket med jord, er svær at hive ud af harddisken. I en anden X-rated scene, får en mand mast hovedet i en skruebænk. Dén scene er så vidt vides stadig censureret i Sverige, og er derfor klippet ud, når Casino bliver sendt i fjernsynet.
Hannibal (2001)
Den selvstændige opfølger til den både dystre og skarpe seriemorder-thriller Ondskabens Øjne rummer en form for madlavning, der nok skal dræne appetiten. Den psykopatiske Anthony Hopkins-figur Hannibal Lecter tryller i køkkenet og får strisseren Krendler (Ray Liotta) til at spise sin egen hjerne. Velbekomme!
Un Chien Andalou (1929)
På dansk hedder Salvador Dali og Luis Buñuels syrede kortfilm Den andalusiske hund , men de kun 16 minutters surrealisme åbner med en berømt scene, hvor den kvindelige hovedperson bliver skåret i øjet med en barberkniv. Det er muligvis en meget gammel film, men lige præcis den øjenåbner er langtfra gået i glemmebogen.
Society (1989)
En knap så kendt horror-kuriositet, som jeg heldigvis ikke selv har set, men har hørt om. Blandt andet for følgende mavepirrende scenario: Vor hovedperson kommer hjem til et swingerparty af kvalmende dimensioner. Her venter forældre og venners forvredne kroppe i et giga-bunkepul, hvor begreber som arm i tarm og slim-slikning af enhver art bliver pyntet med øjne, der popper ud. Der går rygter om, at Beverly Hills-søskendeparret Jason Priestley og Shannen Doherty gør virkelig uartige ting i baggrunden, hvis man kigger rigtig godt efter.
Savior (1998)/Gå og se (1985)
Masser af krigsfilm byder på rædselsvækkende scener, men særligt dette oversete drama om en lejesoldat (Dennis Quaid) på mission i Bosnien under den jugoslaviske borgerkrig byder på en hårrejsende, realistisk sekvens: En bus bliver stoppet, hvorefter kvinder og børn bliver gennet ud og skudt til smadder. Det gør ondt at se på. Også i russsiske Elem Klimovs Gå og se , der handler om en dreng på flugt under 2. Verdenskrig, bliver en hel landsbys beboere skubbet ind i en lade, som SS-tropperne sætter ild til. Skrigeriet fortsætter og fortsætter i en nådesløs film om en nådesløs tid.