For andet år i træk er burgerkæden McDonalds blevet kåret til 'Danmarks Bedste Arbejdsplads' af firmaet Great Place to Work.
Men kun 137 arbejdssteder har deltaget i konkurrencen. Og ifølge Danmarks statistik er der herhjemme 282.484 arbejdssteder - lige fra den lille pølsevogn til en gigant som Novozymes.
Dermed har kun 0,05 procent - altså en halv promille - af de eksisterende arbejdssteder i Danmark været kandidater til titlen, der onsdag aften i København blev uddelt for 12. gang.
Kåringen er ukvalificeret gætværk, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, professor ved Aalborg Universitet.
- Man kan roligt sige, at det ikke er nogen videnskabelig undersøgelse. Det er en måde at markedsføre sin arbejdsplads på. Så at kalde det Danmarks bedste arbejdsplads, det mener jeg er noget af en tilsnigelse, siger han.
Det koster fra 34.000 til 56.000 kroner at være med i 'Danmarks Bedste Arbejdsplads', alt efter arbejdspladsens størrelse.
For den pris får de betalende kunder en spørgeskemaundersøgelse med 59 spørgsmål, en afrapportering, en benchmarkanalyse og en evaluering - foruden muligheden for at vinde titler.
Men pengene er godt givet ud, mener Annemette Hauschildt, områdeleder for 63 ansatte ved Bofællesskaberne Edelsvej i Esbjerg for psykisk handicappede, der blev nummer to i kategorien for Bedste Mellemstore Virksomheder.
- Jeg hører jo hele tiden, at det er fuldstændig uvidenskabeligt. Men det er en fed titel, for den har genlyd og forpligter. Vi går faktisk hver dag og øver os på at have en god arbejdsplads. Man kunne også købe alt muligt andet. Men det her fungerer for os. Så jeg synes, det er billigt, siger hun.
Hos medicinalvirksomheden Roche Pharmaceuticals med 111 ansatte, der blev kåret som bedste mellemstore arbejdsplads, siger kommunikationschef Morten Wiberg, at titlen ikke er den primære grund til, at man valgte at købe ydelserne hos Great Place to Work.
- Det er for at tage temperaturerne på arbejdsprocessen. Hvor går det godt, og hvor går det mindre godt. Generelt har vi en meget velfungerende arbejdsplads, men der kan altid være områder, hvor vi kan gøre det bedre. Her har undersøgelsen været meget brugbar for os, siger han.
Hos Great Place to Work erkender vicedirektør Liselotte Jensen, at titlen som 'Danmarks Bedste Arbejdsplads' næppe ville holde i byretten.
- Man siger også, at Noma er verdens bedste restaurant. Men har prøvespiserne virkelig været på alle restauranter i verden? Nej, det har de nok ikke. Så man kan ikke sætte en stor tyk streg under det her resultat, siger hun.
Men hun mener til gengæld, at der er "stor sandsynlighed" for, at nogle af de bedste arbejdspladser findes blandt deltagerne, som altså udgør blot en halv promille af samtlige danske arbejdssteder.
- På listen over arbejdspladser siger ni ud af ti medarbejdere, at det er et rigtig godt sted at arbejde. Og det er arbejdspladser, der er dedikerede til et godt arbejdsmiljø. Men man skal også huske, at de primært betaler for at få lavet en undersøgelse af deres arbejdsplads, siger Liselotte Jensen.